Om Gran Fondo Film Festival

Cykelentusiasternes fest

Gran Fondo Film Festival er som sådan en hyldest til både cykelsporten, men også til filmmediet og dermed de folk, som kæmper for at optage og formidle cykelkulturen. Alt sammen så du som cykelentusiast kan komme med på hjul blandt verdens bedste cykelryttere og få indblik i cykelsportens episke dramaer

Oplev en lang række af tidens bedste cykelfilm på det store lærred, når Gran Fondo Film Festival (GFFF) slår dørene op for cykelfilm i biografen for andet år i træk. Der er dømt passion for cykelsport fra start til mål!

Festivalen vil frem for alt vise cykelfilm, hvor der bliver kørt på de store klinger. Men også film, som tager dig bag om cykelsporten, portrætterer cykelkulturen – og sætter tidens cykelsport til debat.

Gran Fondo er et over 100 år gammelt begreb udsprunget i cykelkulturen i Italien, men som i dag dækker over en mere generel kærlighed til cykelsporten i alle dets facetter. Festivalen præsenterer således et program, som både byder på gamle klassikere og de nyeste skud på stammen inden for alle genre af cykelsporten, fra banecykling, landevejscykling, cykelcross og MTB. Flere af filmene vil blive præsenteret af forskellige personligheder fra miljøet. Det er det perfekte sted for publikum at mødes med andre med passion for cykling.

Vi glæder os meget til endnu engang at byde jer velkommen til Gran Fondo Film Festival.

I 2016 arbejder vi på at få filmene vist flere steder i landet. Hold jer opdateret her på siden eller på vores facebook.